Normænd! Mærkeligere og vigtigere Tidspunkt for Norge, end den nuværende, gaves ei i flere Aarhundreder.
Full transkripsjon av artikkelen som første gang nevnte Kiel-traktaten, fra Budstikken 21. februar 1814
Normænd! Mærkeligere og vigtigere Tidspunkt for Norge, end den nuværende, gaves ei i flere Aarhundreder. Den sanddrue historiske Saga, der indtil sildigste Efterslægt opbevarer, hædrer og lønner Nationernes som enkelte Individeres kraftfulde Retsfærddaad, men tillige med evigt Skændsels Præg stempler kraftløse fordærvede Folkeslags saavelsom feige Uslingers Niddingsdaad, har med sin forenigende Gravstikke dybt risset disse Ihukommelsens Ord: "Naar efter Guds Byrd Attenhundrede og fjorten sønderreves med Vold af flere fiendtlige Hærskaer det Broderbaand, der i 434 Aar helligen havde knyttet Norge til Danmark. Staternes Skiebne staae som Skabningens Alt i Forsynets Haand. Med dyb Følelse erkjendte Nordmændene den høiere Styrelses Vink; med nordisk Rolighed og Fasthed, med broderlig Samdrægtighed svore de Alle, i Herrens Templer og for den alseende Guds Øine, at hævde Norges Frihed, Uafhængighed og Selvstændighed."
Saaledes er holdet kastet, og Norges Forhold fastsat efter det Norske Folks eenstemmige Ønske, Haab og høidelige Yttring. Norges Frihed og Selvstændighed er den Demantkjæde, der, slyngende sig uopløseligen om alle Norges Beboere, danner af Alle et enkelt Heelt. Den gamle nordiske Saga har begyndt for Efterslægten at oplyse Nutidens ligesaa vigtige som interessante Tildragelser. Norge og det Norske Folk, der gjennem Secler har udgjort Eet med Danmark og den Danske Nation, er imod dets Villie ved fiendtlig Overmagt løsrevet fra dets ældgamle Forbindelse, og træder saaledes atter frem som selvstændig Stat, som et frit uafhængigt Folk, og i Norges Historie begynder en aldeles ny Periode. Vi leve saaledes i en Tidsalder, der har stor og varig Indflydelse paa vore Efterkommere. Paa alle nu levende og deeltagende Normænds Daad vil det beroe, hvad enten de sildige Slægter i Norge skal velsigne eller forbanne deres Forfædres Minde! —
Dog, Held os, Medborgere! vi kunne være overtydede om, at vi hidtil have i Farens Stund fortient et hæderligt Eftermæle tilsidste vore Efterkommere; vi have hidtil handlet som Mænd, der følte og erkiendte, hvad nordiske Mænd, med Guds Bistand, ved Mod, Kraft og Enighed kunne vove at begynde paa, og haabe lykkeligst at fuldende. Med det rolige Blik, hvormed vi for Nutiden imøde see Fare og Trængsel, der muligens kan forestaae, og hvilte vi ligesaalidt ængste som frygte — med den nordiske Kraft, hvormed vi for Nutiden ere beredte ei alene til Opoffrelse men selv til Kamp paa Liv og Død, naar det gjelder Norges Selvstændighed og Frihed — med den herlige Samdrægtigheds-Aand, der besjæler alle Normænd, og der stedse maa og skal leve og røres i os Alle, kunne vi, stolende paa Gud og vor retfærdige Sag, tryggeligen haabe, at vort kjære Norge stedse skal staae lige urykket som dets grundfaste Klipper, at intet fremmed Sprog, ingen fremmede Sæder, ingen fremmede Love, ingen fremmed Regiering, ingen fremmed Religion kan indblande sig med, forandre, eller tilintetgjøre vort Fædrene-Sprog, vore Norske odelsbaarne Sæder, vore Love og vor Regiering, som det frie, selvstændige Norske Folk selv bestemmer, og udkaaret sig til alene for de nuværende men og for de sildigste Norske Slægter. —
Altsaa, Norske Brødre! Troe og Haab til Gud, troligt Mod, mandig Kraft, og broderlig Enighed, samt Kiærlighed til Norge, vort Moderland, høie og ædle Regent, der ved Forsynets Styrelse sendtes Norges Rige til Frelse i Farens yderste Stund, der opofrer Alt for Norges, for den retfærdige Sag, og der fast har besluttet at dele Skjæbne med et Folk, han ligesaa høit elsker som agter; — Dette, Medborgere! udfordres, og dette er Enhver af os berettiget til at fordre af hverandre indbyrdes, og da skulle vi med det altstyrende Forsyns Bistand lykkeligen fuldende, hvad vi hæderligen have begyndt; da skal Historiens Saga føie til hine ovenstaaende Ord:
„Hvad Normændene helligen havde lovet og tilsvoret hverandre, det fuldbyrdede de som Mænd: de hævdede dem og deres Efterkommere Rang iblandt Europa's meest kraftfulde Nationer, og de hævdede Norges Rige Rang iblandt Europa's selvstændige Stater!”
Som bekjendt gaaer vor sikre historiske Kundskab om Norges Land ikke længer tilbage i Tiden, end til i 9de Aarhundrede efter Christi Byrd. Omtrent 875 blev hele Norges Rige samlet under dets første Overkonge, Harald den Haarfagre, og hans Ætmænd sad paa Thronen omtrent i 500 Aar, eller til 1387, da Olaf den 4de Haakonson døde i sin tidlige Ungdom, som den sidste af Haarfagers Stamme. Olafs Moder, den kloge og virksomme Dronning Margaretha, en Datter af Dannerkongen Valdemar Atterdag, havde allerede som Regentinde i Sønnens Mindreaarighed styret de tvende Riger Danmark og Norge, af hvilke Olaf havde erholdt det Danske Rige ef- ter sin Morfader Valdemar, Aar 1375, men det Norske Rige efter sin Fader Haakon den 6te, Aar 1380, i hvilket derfor den i 434 Aar vedvarende Broder-Forbindelse imellem Norske og Danske tog sin Begyndelse.
Margaretha beholdt med begge Nationers Samtykke Regjeringen efter sin unge Sons Død, og et Decennium senere opførte hun den glimrende, men ei paa Klippegrund rodfæstede og derfor ved flere sammenstødende Stormvinde atter kuldkastede Pragtbygning i Nord, da hun paa Rigsdagen til Calmar 1397 samlede ved Calmar-Unionen de 3de Scandinaviens Riger under sit Scepter. Dog Margarethas nærmeste Efterfølgere i Regjeringen manglede hendes Aand og Kraft. I 126 Aar vedvarede imidlertid en svag Forbindelse, skjønt under idelig stormende Uroligheder imellem de 3de nordiske Riger, indtil endelig al Forbindelse med Sverrig aldeles ophævedes 1523. Under Foreningen kom Kong Christian I. paa Scandinaviens Throne 1449, og i samfulde 365 Aar vedbleve Norge og Danmark under Oldenborgerne den indgangne Broderpagt ligetil nærværende Stund, da det endelig lykkedes Sverrigs Regjering, hvad den saa ofte og paa flere forskjellige Maader forgjæves havde forsøgt, ogsaa at sønderrive Broderbaandet imellem Danmark og Norge.
Fast ubegribelige og hartad eventyrlige ere det seneste Aars pludselige Forvandlinger af Krigslykken, og de deraf følgende politiske Stats-Omvæltninger i Europa. Vore Efterkommere ville have Moie med at begribe, hvorlunde dette Alt er foregaaet. Ogsaa til det under sine Fjelde trygt boende Norske Folk fremtrængte endelig Stats-Omvæltningernes Storm, da det pludseligen, som et uventet Tordenslag fra den skyfri Himmel, gjønlød imellem Noriges Klipper, at flere af Europa's mægtigste Stater, i fælles Forening og med Krigsskarers Overmagt, havde aftvunget Kong Frederik den for hans gode Hjerte smertelige Opofrelse, at fraskrive sig til Fordeel for Sverrigs Konge sine arvede Rettigheder til Norges Throne.
Som Frederiks Hjerte bløder, saa bløde tusinde brave Normands og Daners Hjerter ved denne voldsomme Sønderlemmelse. Men Norges Nationalaand vaktes, og luende høit ytrede den med Kraft: kunne vi ei længer være forenede med Danmark og vore Danske Brødre, vel! vi ville da være Normænd og selvstændige Norske; over denne Naturens Retfærdighed har intet andet Folk paa Jordkloden at byde imod vor Villie. En Følge af denne Kraftytring ere de senere Dages mærkelige Begivenheder i Norge. Ingensinde ville disse for Norge saa usigelig vigtige Tildragelser, ingensinde vil Mindet om den høie og herlige Aand, den almene Folke-Stemning, der fremkaldte Samme, kunne udslettes af Historiens Aarbøger. Alle frie og selvstændige Nationer, selv vore Fiender eller de, som muligens maatte ønske det Modsatte, maae i Hjertets Løndom agte og ære denne det Norske Folks hæderlige Manddomsfærd.
Som officielle Aktstykker, henhørende til Fremtidens historiske Fortælling om denne nye Tingenes Orden i Norge, har Budstikken troet at burde opbevare følgende:
De Artikler af Fredstractaterne af 14de Januar imellem Danmark og Sverrig, samt Danmark og England, der angaae Kongeriget Norge.
Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar, angaaende Afstaaelsen af Norge.
Kong Frederik den Sjettes Kundgjørelse af 18de Januar.
Det Danske Cancellies Bekjendtgjørelse af 8de Februar, angaaende de Kongl. Embedsmænd, m. m.
Aabent Brev fra Norges Prinds-Regent, af 19de Febr., om Regjeringsforfatningen.
Heistsammes Kundgjørelse af 19de Febr. til det Norske Folk, med Tillæg til Land- og Søe-Etaten.
Heistsammes Kundgjørelse af 19de Febr., angaaende det Norske Folks fredelige Forhold til andre Nationer.
Heistsammes Circulairer til Biskopperne, Overøvrighederne, Land- og Søe-Etaten, angaaende det høitidelige Løfte, at hævde Norges Selvstændighed, og angaaende Valget af Nationens Repræsentantere.
Disse offentlige Aktstykker meddeles saaledes herved i den angivne Orden. (Disse følger så, dels i denne utgaven, dels fortsatt i neste).